Bilde: Sjøsamer på vei tilbake fra lofotfiske. Verdens modigste sjøfolk ifølge den engelske tegneren.

Viser arkivet for stikkord 1599

Dagbøker fra Christian IVs tokt til Finnmark og Kola i 1599

I løpet av tre vår- og sommermåneder i 1599 ledet den dansk-norske kongen Christian IV en ekspedisjon nordover langs kysten av sitt norske rike. Under toktet ble det ført dagbok av to av kongens medarbeidere og disse utgjør sentrale deler av boka. Formålet var å rense “Hans Kongelige Majestets Strømme” for sjørøvere, fribyttere og andre som seilte øst- og nordom Vardø uten å betale toll. Kongen ville hevde den dansk-norske suverenitet i dette konfliktfylte grenseområdet. Den 19 år gamle Christian IV hadde formelt overtatt styret av Danmark-Norge i 1596. Hans første store utenrikspolitiske sakskompleks ble herredømmet over kystterritoriet. Den unge monarken måtte forholde seg til en aggressiv og ekspansiv nordområdepolitikk fra den svenske kongen og den russiske tsaren. De europeiske landenes livlige og økende trafikk med handel, fiske, polarekspedisjoner og etter hvert hvalfangst i nord, representerte alvorlige utfordringer for en statsleder som så på havområdet mellom Norge og Grønland som sitt territorialfarvann. Dette er bakteppet for den gigantiske kystvaktoperasjonen som blir framstilt gjennom samtidsdokumenter og historiske perspektiver i boka. Marinetoktet i 1599 ga gjenklang over hele Europa og markerer Danmark/Norge blant de ledende sjøfartstater i datidens Europa (Sammendrag hentet fra UiT.

Her er et utrag av observasjonene av samer (finner, finnlapper, lapper) på denne reisen.

Dagbog Jonas Carius

“Den 17. maj. Det så bistert ud på alle kanter med tåge og sne, men mod middag klarede det op. Da kom nogle russer og vild-lapper om bord […] Det fik de, sammen med deres andel af mjød og vin, ligesom russerne. Deres klæder var af rensdyrskind med den lodne side ud af.
De havde ingen linklæder. Kjortelen så ud som en kort samarie som under livet
var bundet sammen med et bælte/snor. Også bukserne var lodne og lignede gamle
pigbroger (lærredsbukser som bruges til skibsbrug). Når de kravlede på hænder
og fødder lignede de til forveksling en rensdyr kalv. På grund af deres
påklædning kunne de derfor komme meget tæt på alle slags vilde dyr.”

(23 Mai) “Samme sted hvor skibet blev trukket mod land, var der
nemlig et fiskerleje med russer og finn-lapper. De lå i nogle jordhytter som
ligner hundehus. Mange stod ledige fordi alle fiskerne endnu var kommet ned fra
indlandet. Jeg var inde i en af disse hytter. Den var rummelig som et temmelig
stort hundehus.”

(24. Mai) “Denne ø, Kildin strækker sig fra syd mod vest og kan i omkreds være tre jyske mil, den er ikke beboet af nogen, undtaget den som kommer på visse tider for at fiske. Over alt er der høje bjerge og klipper, som dog let lader sig bestige. Den ser ud til at være frugtbar med græs og urter, for mange steder især i dalene, var jorden dækket med vissent græs. Da græsset ikke har været høstet, lå det som om man havde ville dække jorden med hø. Finn-Lapperne behøver ikke hø, fordi rensdyrene fodres med mos.”

[…]

“Finnerne i lejren havde sin kone og barn med og hver sit rensdyr med slæde. Dyrene var tamme som køer. De holdt sig sædvanligvis på klipperne for mosens skyld. Finnerne blev spurgt hvorfor de valgte at lade dyrene gå uden hyrde mod bjørn og ulv. De svarede som sandt var, at rensdyrene
let løber fra når de fornemmer nogen.

Rensdyrene er heller ikke større end små hjorte. Men de har ganske brede fødder, og når de, knæler de ved hvert trin som om benene skulle være brækket. Der findes dem der kan løbe 30 mil om dagen i sne.

De vilde rensdyr er meget større end de tamme og kraftigere i farven. De kan også forsvare sig meget bedre mod fjender, som ulve og bjørne. Eller er der ingen forskel på dem.

De tamme bruges til mælk, smør og ost. Et dyr kan malkes en pot mælk tre gange om dagen.

På havsiden af øen Kildin findes en urt, at finnerne og russerne kaldet orpin, som er meget god at bruge mod skørbug. Roden dufter som roser, og når man har den i øl, giver det en liflig smag. Der vokser også en anden urt i store mængder som de kaller bechla. Det er den som på latin benævnes
pyrula, og den bruger de til at læge sår med. Ellers findes en slags saxifraga som jeg ikke har set beskrevet af nogen. Pastinakrødder vokser i store mængder, men de smager noget sødere end dem man dyrker i haven.

Når de slagtes, tager finnerne med flid senerne ud og bruger dem til at bygge fiske både, for de bruger ikke søm. Når de stødes eller revner, sammensætter de dem og sætter klamper på som når man syr et stykke klæde på et andet. Senerne, eller trådene, skæres ind i træet, sådan at knapt
er synlige, især ikke på udvendig side.

Rensdyrsælderne er lavet på samme måde. De er lange, men sjældent mr end tre sjællandske alen og to og en halv kvarter brede. Formen er som en lille båd, men de er spidse foran og flade bagtil. I bunden går de sammen i en spids på en håndsbredde. Slæderne er sat sammen af små stykker,
bredde som en hånd. Dyret trækker med en sele som går mellem benene og styres med en tømmestreng.

Sivert Grubbe’s dagbok

(10 Mai) Vinden blev meget gunstig, og vi sejlede forbi øen Loppen og Lopekalven. Her begynder Finmarken, som høre under Varhus Len.

Loppesunden her beboes af Finner, der alle er fiskere. Man har intet andet her end nøgne sten og
fjelde. Beboerne have en kirke, som de kalde “Fandens Badstue”. Den er nemlig på den ene side ganske sort af den bestandige røg, som udstrømmer fra det nærliggende bjerg. Gideon var i dag i stor fare mellem klipperne.

(16 Mai) Kl. 9 om eftermiddagen sejlede vi forbi øen Kildin, på stranden så vi nogle Rener og nogle
Finnehytter. Vi fandt ingen engelske skibe her, som vi havde ventet.

(19 Mai) Øen Kildin er frugtbarere end de øvrige øer, den føder om sommeren nogle hundrede Rener, foruden en stor mængde Bjørne og ræve. Om sommeren beboes den af Finner eller Lapper,
der kaldes Fjeldfinner, fordi de om vinteren opholder sig mellem fjeldene, og når de forlader øen, tager de deres rener med sig, og vender tilbage om sommeren på grund af fiskefangsten. De fisk, som findes her, kalde vi stokfisk, og de fanges i så utrolig stor en mængde, at man kan købe dem billigt, hundrede disk, som udgøre tre eller fire tønder, koster ikke mere en fire daler.

[…]

Blandt Finnerne var her en Gan-fin (trolddomskyndig lap) som for betaling ville sige Hans Lindenov,
hvorledes det stod til i København, men vi kom så hurtigt af sted, at finnen endnu ikke var bleven færdig med sine forberedelser.

[…]

( 30 Mai, Vardøhus) Der på øen var en Gan-fin ved navn Tuickvas, om ham fortalte befalingsmanden der på stedet, Hans Olsen, mig at han havde sagt, at vor kaptajn var i stor livsfare på sit skib,
men at han dog på den og den dag ville komme uskadt tilbage, hvilket også indtraf. Denne Tuickvas gav mig en af sine sønner, som var dverg af et forunderligt ydre, men moderen ville ikke af med ham.

Kilde Kongens reise til det ytterste nord. Dagbøker fra Christian IVs tokt til Finnmark og Kola i 1599
Kilde Chr. IX reisje Nord-Norge

Les også Oppe mjellom bjærgene i Norge og temmelig mange steder ved kysten bor det finner
Les også Christian IV’s befalning mot samene

Les andre saker i Samenes historie her*