Bilde: Sjøsamer på vei tilbake fra lofotfiske. Verdens modigste sjøfolk ifølge den engelske tegneren.

Viser arkivet for stikkord friis

Stumfilmen "Laila" (1929) på nett

“Laila er en norsk stumfilm fra 1929, basert på romanen “Lajla” av J.A. Friis. Filmen var den danske regissøren Schnéevoigts regidebut. Hovedpersonen Laila er datter av en norsk kjøpmann, men kommer bort fra familien på vei til kirke for å døpes. Hun blir funnet og adoptert av en samisk familie. Den videre handlingen fokuserer på identitet, og kjærlighetsvalg, mellom hennes norske fetter Anders og hennes samiske fosterbror Mellet. Flere scener fra filmen er tatt opp på Skjervøy. Filmen viser natur så som Kågen, Isakeidet og Lailafjellet." (Kilde: Laila Wikipedia)

Laila del 1/17
Laila del 2/17
Laila del 3/17
Laila del 4/17
Laila del 5/17
Laila del 6/17
Laila del 7/17
Laila del 8/17
Laila del 9/17
Laila del 10/17
Laila del 11/17
Laila del 12/17
Laila del 13/17
Laila del 14/17
Laila del 15/17
Laila del 16/17
Laila del 17/17

Den skriftlige versjonen av Laila fins i engelsk oversettelse her

Les andre saker i Samenes Historie her

Et møte med en Akkala-same i 1867

Den sist kjente brukeren av akkala-samisk Marja SerginaI døde i 2003 og det akkala-samiske språket med henne. I 1867 reiste J.A. Friis gjennom de russiske lappmarker og møtte der akkala-samen Anton Wasiljevithsj ved Junijok i Akkelaver. Ifølge Friis var det tildels russifiserte akkala-samer han møtte.

Eventyret som ble fortalt aftenen ved leirbålet ved Junijok’s utløp finnes helt på slutten av Friis verk Lappiske eventyr og folkesagn

Kilde Akkala.

Les også De russiske samene

Les andre saker i Samenes Historie her

Sjøsamene på 1500-tallet: Bor straks nordenfor Nummedal.

Da Peder Clausson Friis (1545-1614) verk “Norrigis Bescriffuelse” ble endelig utgitt i 1634 inneholdt den en egen del om den hovedsaklig sjøsamiske befolkningen i Norge. De beskrives som sterke, dyktige bueskyttere, skibsbyggere, smeder, fiskere, seljegere, nisejegere, har tamrein, geiter og jakter på elg, hjort og reinsdyr. De så det som en skam å bomme med pil og bue i jakten. De snakket felles språk med fjellsamene og bodde i gammer, men noen bodde i skjønne hus. Friis hovedkilde var amtmannen Jon Simensøn (1512-1575).

(OPPDATERES!)

Finnmarcken

… oc kaldes der Finnmarcken icke fordi at de ere allesammen Finner som der boe men fordi Siøfinnerne boeder ved alle fiorder oc fieldfinner eller lappefinner holde til paa det store field kiølen som der ligger strax ofuen fore oc der boe icke aff vore folk i det læn eller landsort uden alleeniste paa øerne oc paa de yderste næs som nære sig met fiskerii.

Inde ved alle fiordene boe Finner lige som andensteds i Nordland: Men paa det store field boe Lappfinnerne: de i gammeltid den tid Lappefinnerne oc Siøfinnerne hafde deris egen konge da hafue ingen Norske boet i dette læn men Finderne hafue haft den part aff landet inde indtil Helielands læn oc haft deres egen besynderlige konge baade for Kong Harald Haarfagre tid som tuingede alt Norrig under sig [undtagen disse Finner oc lang tid der efter: Saa at Norrigis kongerige strctede sig den tid icke lenger nord end som Helieland nu er: Men ald den part norden for baade til fields oc ved Siøkanten hafde Finnernde inde oc hed hand Motle Findkonge som der regerede ofuer udi Harald Haarfagers tid men bu ere Siøfinnerne den Norske krone undergisuen oc fieldfinneren ere tre konger skat skyldige som her efter skal omtalis.

Om Finnerne

Strax norden for Nummedalen oc Jemteland boe Finnerne inderst i Fiordene, oc paa det store Field Kiølen indtil Lands-enden; de Finner, som boe ved Fiordene, kaldis Siøfinner, men de, som vancke paa det store Field, kaldis Lappefinner eller Fieldfinner, oc baade Partene kaldis ocsaa Gannfinner for den Troldom, de bruge, huilcken de kalde Gann.

Om Finnernis Tro oc Religion

Oc ere Finnerne icke andet at regne end for Hedninge, fordi de vilde icke lade sig rettelige undervise i den christelige Tro oc Lærdom; thi endog at Siøfinnerne føre deris Børn ud til Presterne oc lade dennem døbe (somme naar de ere 3 eller 4 Aar gamle), oc somme komme om Aaret ud til Kircker oc høre Prædicken oc annamme ocsaa Alterens Sacrament (huilcket udi Pawedommens Tid, oc end lenge der-efter, bleff dennem gifuit uviet oc usacreret, som mand mente), oc en Part vide, huilcke Prestegield de høre til, oc gifue deris Sogneprest sin aarlige Rettighed; saa bevise de dog met deris ugudelige oc forskreckelige Troldom oc Afguderi, at saadant er icke uden idel Skrømpteri, saa-som huer skal kunde forstaa oc mercke aff deris efterskrefne Historier.

Thi de hafue deris Afguder staaendis i Skoufuen oc vilde Marck, oc ere mange om huer Afgud, somme hafue en stor Steen, somme et stort Granetræ, oc en Part giøre sig et stort Træbillede, oc sette det nogensteds hen i en Hule under et Field, oc saadanne kalde de deris Landguder, oc skrifue deris Mercke paa dennem, oc giøre dennem Offer oc Tienist efter hedenske Vijs; oc alt saadant giøre de saa lønlige under sig sielfue, lige-som Biermlænder [bjarmer] ocsaa hafue i fordum Tid haft deris Afgud, huilcken de kallede Jomala, som mand kand læse udi S.Oluffs Historie [Snorres Olavssaga].

Det hende for faa Aar siden, at en Mand, som endnu lefuer paa Helieland [Helgeland], drog paa Fieldet oc søgte efter Biørne, oc hand kom til en Heller (det er en stor Hule under en Klippe), der fand hand i samme Heller et stort groft Billede, som var en Finnegud, oc stod der hos hannem Finnens Gann-Eske, oc der hand oplod samme samme Eske, da krøb den fuld aff blaa Fluer, huilcke vare Finnens Gann og Trolldom, som hand dagligen udsende. Afguden hug hand i Stycker, oc opbrende for Ved om Natten, men Esken sætte hand til-side, oc torde intet røre der ved, oc packede sig der-fra om Morgenen met det snariste.

De ere allesammen grumme Troldfolck, huis Lige jeg icke troer at hafue nogensteds værit, eller undnu findis i Verden, oc deris Gann gaar i Arff, saa at en Slect er rammere oc sterkere i deris Troldoms-konst end en anden, oc Lappefinnerne ere en Part argere der-met end Siø-finner, huirfor de oc sætte deris Børn til Lære hos Lapperne, fordi det er dem fornøden, at de alle oc huer skulle kunde den Konst, ellers blifue de fortrollet oc forgiort aff de andre; oc kand Finnen icke trifuis, uden hand huer Dag sender en Gann ud, det er Flue eller Trold aff sin Ganneske eller Gannhiid, det er en Skindpose, som hand hafuer dem udi, oc naar hand icke hafuer Mennisken at forgiøre oc sende sin Gann udi (huilcket hand icke giør, uden hand hafuer nogen Sag met hannem), da udsender hand den i Vær og Vind, oc lader den ramme paa Mennisker, Queg eller Diur, eller huor den kand, oc stundum sender hand sin Gann i Fieldet, oc sprenger store Field ud, oc for en ringe Sags Skyld skuide de deris Gann i Mennisker oc forgiøre dennem, som de meene, huor-til Menniskens Vantro gifuer dem Mact, dog hafue de icke Mact met at forgiøre nogen, uden de vide hans Faders Naffn.

De kunde oc fly een at vide, huad der skeer paa andre Ssteder langt borte, oc da legger hand sig ned oc gifuer sin Aande fra sig, oc ligger som hand var død, oc er sort oc blaa i sit Ansict, oc saaledis ligger hand en Time eller halff-anden, efter som Steden er langt borte, som hand skal forfare nogit paa, oc naar hand da opvogner igien, kand hand sige, huorledis det gaar til, oc huad visse Personer giøre oc hafue for Hænder paa det Sted, som hand er ombeden at forfare paa.

Saa som mand hafuer skinbarlig seet paa en Garpe-stoufue i Bergen hos Johan Delling, at en Finne, som var kommen til Bergen met en, ved Nafn Jacob Smaasuend, oc bleff ombeden at fly dem at vide huad fornefnte Johan Dellings Herskab udi Tydskland giorde oc bestillede, da hafuer hand lafuet sig til oc sad oc raasuede, lige-som hand hafde værit drucken, oc i det samme spranck hand hastelig op, oc løb nogen Gange omkring, oc falt saa ned, oc bleff der liggendis for dem, lige-som hand hafde værit død, oc der hand omsier opvognede igien, sagde hand dem, huad hans Herskab paa den Tid bestillede oc giorde, oc det bleff strax antegnet i Stufuens Bog, oc befantes der-efter sant at være, det som hand der-om sagt hafde.

Hand kan oc giøre oc opvecke hvilcken Vind som hand vil, oc synderlig den Vind, som hafuer blæst den Tid hand bleff fød, oc de som kiøbe Bør aff hannem, dem antvorder hand et Snøre eller Baand met tre Knuder paa, oc naar hand opløser den første Knude, faar hand passelig Bør, oc løser hand den anden Knude, da faar hand saa sterck Vind, som hand kand mest raade; men løser hand den tredie Knude, da gaar det icke aff uden Skibbrud oc Mande-miste.

Det skeer oc ofte, at de blifue indbyrdis uens oc forgiøre huer-andre, som det nogen Aar forleden gick met en Finne, som var megit kunstig paa sin Handel, oc kalledis derfor Asbiørn Gannkonge; oc en anden var vred paa hannem, oc vilde forgiøre hannem, men hand kunde ingen Raad eller Mact faa met hannem, før end det tildrog sig, at samme Gannkonge laa en Nat under en høy Klippe oc soff, oc den anden skiød sin Gann udi Klippen oc sprengede den ud, saa at den fald ned paa hannem, oc der bleff hand død.

De bedrifue oc somme megen Arrighed met deris Troldom, saa at den ene skiuder eller sender sin Gann i et Menniske, oc en anden bider den ud igien, oc drifue deris Lyst met Mennisken at plage, oc bekomme hans Gods oc Penninge derfor. Saadan hafuer en værit ved Naffn Halstein Garp, huilcken bode paa Helieland, oc i sin Ungdoms Tid hafde værit i Danmarck hos Kong Christian met nogne Rinsdiur, hand bleff brent for nogen faa Aar siden paa Helieland met sin Kone Skaner Karin for deris Troldom, met huilcken de hafde forgiort mange Mennisker, oc en Part hafde huilpet fra den Troldom, som de hafde paasend dennem.

Det er oc skeet, at de hafue kiempet med hin-anden, huem sterckiste Gann kunde giøre, oc den ene lod en stor Steen flyde ofuer et Sund; men den anden vreet Hofuedet tuert paa den første, saa at Ansictet vende hart bag i Nacken, oc de andre Finner kunde icke met ald deris Konst faa det i sit forige Sted igien, saa lenge hand lefuede, men nogit finge de det tilbage igien, saa at det stod tuert paa hannem.

Dette skrifuer jeg icke gierne om de onde Folck, megit mindre dømmer jeg her noget om, uden at Satan er en tusind-fold Konstener oc megit kraftig i de vantro Mennisker.

Finnerne ere maugre oc skrinde Folck, oc dog megit sterckere end andre Mennisker, saa som mand kand prøfue paa deris Buer, huilcke en Norsk Mand kand icke drage Halff-parten saa langt op, som Finner kand. De ere megit sorte oc brune paa deris Krop, oc ere hastige oc ondsindede Folck, lige-som de hafde en Biørne-natur.v

Om Siøfinnerne i besynderlighet

Siøfinnerne boe altid ved Fiørde / der ſom Fyrreſkouff oc Granneskouff nock ere / paa det de kunde hafue Brænde / Ved oc Tømmer til at bygge Skib aff / oc boe de udi ſmaa Huſe oc Hytter / huilcke halff parten ere i Jorden / dog ſomme hafue ſkiøne Huus oc Stufuer / oc naar de hafue udhugget Skoufuene paa et ſted / ſaa drage de fra deris Hus / oc til en anden Fiord / ſom ſkouff er / oc boe der / oc gifue til Kongen en liden rettighed om Aaret for ſamme Skoufue oc Vaaning / oc de bevare ſig intet met Jorden at forarbeide / derfor ſkeer det ſommeſteds ſønder i Nordland / at der ſom Finden drager fra / oc hafuer affhugget Skoufuen / der drage Norsk Folck til igien / oc pløye oc ſaae / oc giøre der ſkiønne Jorder aff.

De hafue ſynderlig gaffn aff deris Skibbygning / fordi de ere gode Tømmermænd / oc bygge alle Nordfar Jacter oc Skibe hiemme hos dennem ſielfue / paa deris egen bekoſtning / for et temmeligt værd / ſom er 1 ½ Daler for huer alne Kiøl i et Skib indtil 20 alne / men er Kiølen længer / da tage de 3 daler for huer Alne Kiøl / indtil 30 alne / huilcket Skib kand vel bære et 100 Læſter Gods.

De bygge oc mange Baade / oc huert tuende Aar gifue de Fougden en Baad i Tiende aff deris Skibbyggeri / oc da legge de gierne mange tilſammen / oc bygge en ſtor Baad paa 3 eller 4 Læſter oc gifue Fougden.

De roe oc ud at fiſke / lige ſom andre Nordfare / oc ſelie deris Fiſk til Kiøbmændene ſom der komme / thi de ſeigle icke til Bergen / oc ey komme gierne der ſom megit Folck er / oc ey vil mand gierne hafue dem der / oc legge de ſig megit effter at ſkiude Sæle oc Marſuin / paa det de kunde faa Tran der aff / fordi / at huer Finne ſkal hafue en halff Kande Tran at dricke til huert Maaltid / Oc naar hans Kone bliffuer kranck met Barn / dricker hun en heel-Kande Tran i ſig / oc mene de ſig ſynderlig ſtyrcke der aff at bekomme : Derfor huis Lefuer ſom de faae aff Fiſke / oc huis Sæle oc Maarſuin de ſkiude / der velde oc ſiude de ſtrax Tran aff / den ſtund det er ferſk / at de kunde hafue den at dricke. De dricke ockſaa uſigelig gierne Miød / oc gifue ſtundum et Otterſkind for en Kande Miød / eller giøre et ſtort Arbeide derfore. De æde oc ofuermaade megit Smør / naar de komme ud til Norske Folck / ſaa at mand maa icke ſætte mere Smør for en Finne / end mand vil unde hannem at æde op / oc hafue de det tilfellis met alle andre dette Lands Jndbyggere / Thi det ſkal være meſteparten Smør / ſom de fortære.

Naar Finnen roer ud til Fiſkeri eller veideſkab / oc hannem kommer der førſt en Sæl imod paa Vandet / troer hand / at det ſkal intet lyckis for hannem den gang / oc roer derfor tilbage igen / uden hand kand faa ſkut ſamme Sæl : Men kommer Sælen førſt bag efter Baaden / da venter hand god Lycke den dag / huilcken mening alle Jndfødde her i Landet / ſom Siøen bruge / ocſaa hafue. Oc naar hand ſeer den Fugel Tielden eller Strandſkaden / da bander oc fortryller hand den / ſaa at den ſidder død paa ſkieret / fordi at hun ſpilder hans veideſkab / i det at naar hun ſeer Folck / da ſkriger hun / oc der aff kunde Sæle oc Fule vide at Folck er nær.

Vdi de Fiorder i Finmarcken / ſaa vel ſom i alt Nordlanden / falde ſtore Elfuer ned aff Fieldet / udi huilcke der opgaar ofuerflødig Lax / men der er ingen ſom der acter om / uden huis Finner ſtundum kunde faa til deris Koſt / førſt om Aaret / oc ſomme Laxe ere ſaa ſtore / at de kunde icke faa lempe til at fange dem; dog ſigis det / at udi Finmarcken brugis et Laxefiſkend paa Kongens vegne / udi huilcket mand fanger huert Aar mange Læſter Lax / oc uden tuifl kunde mand ſaa flereſteds giøre der under Landet / om der blefue efterſøgt.

De holde mange tamme Rinsdiur / aff huilcke de hafue Melck / Smør oc Oſt / oc om Høſten føre de dennem ud til Nordmændene / oc ſelie dennem til Slactere / oc gifue et feed Rinsdiur for 1 ½ Daler værd / de holde oc Gieder / oc ingen Faar.

De ſkiude oc Elgsdiur / oc Hiorte oc Hinde / men meſte parten Rinsdiur / ſom ere der ofuerflødeligen / oc naar hand vil ſkiude Rinsdiur / da holder hand ſin Bue oc Pil imellem en tam Rinsdiurs horn [??] oc ſkiuder ſaa den ene Rind efter den anden / thi det er et taabeligt Diur / ſom intet kand tage ſig vare. Om Finnenis Biørneveide ſkal formeldis udi Laplandis beſkrifuelſe.

Saa hafue oc Siøfinner ſtort gafn aff Skoufugle / ſynderlig Aarhøns oc Riubar / baade met Kiød oc Fiedrene / lige ſaa aff Otter oc Befuer / Los oc Maaerd / (oc fanger mand der den beſte Maard) Jtem / Vlfue oc Refue / Egern oc Hermelin / met andet Vildt ſom der vancker. Harer ere der oc ofuerflødige nock / men huercken Norſke eller Finner æde Harekiød.

Sitater fra andre steder:

Finnerne ere merckelige gode Skyttere, dog icke uden med Handbuer, til huilcke de haffue gode skarpe Pile, thi de ere sielff Smede, oc skiude de saa skarp med samme Buer, at de dermed kunde skiude de store Biørne oc Rinsdiur oc hvad som de vilde. Der til med kunde, de skiude saa lige, at det er at forunde, oc holde det for en Skam, at de nogen Tid skulde skiude miste, oc de venne sig til fra Barndom op, saa at Finn-ungen maa icke faa sin Daffre, førend hand haffuer skut tre Gange som fast, der er lige i Rad effter hinanden, igiennem et Naffuers-hul.

Siøefinnerne kand meste Parten tale Norsk maal, dog icke ret vel … Oc haffue de oc deris eget Maal, som de bruge indbyrdis oc med Lappen huilcket Norske Mænd icke kand forstaae, oc det siges at de haffue flere Sprog end et; af deris Maal hafue de dog et andet at bruge indbyrdes, som nogen kand forstaae. saa det er vist, at de haffue 9 Tungemaal, huilcke de bruge altsammen imellem dem selffuer.

Om Fjeld-finner er det samme at forstaa, som nu antegenet er om Siøfinner … de haffue icke Huus oc boe icke paa nogen Sted, men drage fra et Sted til et andet, huor som de kunde faa noget Vildt at skiude. De æte icke Brød, ligesom ikke heller Siøfinner … Oc haffuer hand tamme Rinsdiur oc en Slede eller Kane, der er ligesom en lav Baad med en Kiøl udi …

Kilde: Norriges oc omliggende Øers sandfærdige Bescriffuelse (NB.no)

Les også Samene og Lofotfiske i eldre tid
Les også Sjøsamiske stedsnavn i Lofoten
Les også Sigurd Slembe på Hinnøya
Les også Om sjøsamen Ommund Hvalvaagen fra Løddingen
Les også Samiske gårder på Øksnes
Les også Samene primært en marin kystkultur i 1597
Les også Sjøsamer angrep høvdingsete
Les også Øya Lófót ligger utenfor Finnmörk
Les også Samer på Røst
Les også Sjøsamisk joik: rester av en urgammel poesitradisjon
Les også Draugen samisk?

Les andre saker i Samenes Historie her

Båtsfjord samiskspråklig bygd i 1861

Båtsfjord 1861

Ifølge Friis etnografiske karter fra 1861 som ble bl.a laget for å avdekke levekårene hos de fattige samene viser at 2 av 6 husholdninger var sjøsamiske og at de 3 norske husholdningene hadde minst en person som kunne samisk. Den sjøsamiske bebyggelsen i Båtsfjord bestod av den tradisjonelle samiske gammen. Folketellingen fra 1865 bekrefter at det var sjøsamiske familier bosatt i Båtsfjord. I nabofjorden Kongsfjord var bosetningen utelukkende sjøsamisk, og i Makkaur ved kysten var befolkningen halvt sjøsamisk. Så sent som i folketellingen for 1900 var det fortsatt en samiskspråklig befolkning i Båtsfjord.

Tegn på kartet: trekant – samisk gamme, firkant – samisk tømmerhus, kors – norsk bosetning, kors med trekant – norsk bosetning med minst en samiskspråklig.

Kilde: Friis etnografiske kart fra 1861:
Klde: Digitalarkivet folketellinger for 1801, 1865, 1875 og 1900

Les andre saker i Samenes Historie her

Samiske eventyr, ordspråk og gåter

Jens Andreas Friis’s Lappiske Sprogprøver fra 1856 fra Nordland til Finnmark er nå tilgjengelig på nettet.

Jens Andreas Friis (1821-1896) Lappiske Sprogprøver fra 1856 er nå tilgjengelig gratis på Google Books og Nasjonalbibliotekets websider. Friis var en norsk språkforsker og regnes som grunnleggerne av samisk språkvitenskap. Endel av eventyrene er blitt samlet inn fra områder hvor samisk i dag er borte som dagligtale bl.a vesterålsamisk.

Kilde: Lappiske Sprogprøver
Kilde: Lappiske Sprogprøver