Bilde: Sjøsamer på vei tilbake fra lofotfiske. Verdens modigste sjøfolk ifølge den engelske tegneren.

Viser arkivet for stikkord island

Finnene kalte seg Semsveinar

Samenes egenbetegnelse dukker første gang opp i en skriftlig kilde i den islandske Vatndælasaga som ble nedskrevet på 1300-tallet som viser til hendelser omkring 1000 e.kr. En Gudmund i Romsdal som nytet stor respekt av Kong Hårfagre ble spådd av en Finnekone om at han i fremtidien ville bytte oppholdssted. I et stor gjestebud til ham fra Kongen så deler han denne spådommen med ham. Han for med tillattelse av Kongen lov til å sende bud på Finner nordfra for å sjekke forholdene for egnet bosted på Island. Finnene oppholder seg 3 dager inne på et lukket rum. Da Gudmund kommer inn til dem beskriver de åndereisen til Island og blir godt belønnet.

Kong Harald Haarfager havde nu naaet fuldkommen Fred og, Tryghed, og var den ypperste af alle gamle Konger i disse nordiste Lande. Han kom nu ihn det Løvte han havde givet sine Venner, og anrettede prægtige Giestebuder for dem og viiste dem megen ære. Fornemmelig indbod han Ingemund, og da denne kom, tog Kongen meget vel imod ham, og sagde: “hvad jeg erfarer om din Levemaade, gier dig i mange Henseender ære, dog mangler dig noget, nemlig en Kone; jeg har derfor udseet dig et Giftermaal, som randt mig i Sinde den gang du vovede dit Liv for mig, det er med Vigdns Thore Jarl den Tauses Dotter, en meget smuk og rig Moe, hende skal jeg skaffe dig til ægte.” Ingemund takkede Kongen,og sagde, at dette Giftermaal stod ham meget godt an. Kongen holdt Giestebudet med megen Overflødighed og Pragt, og derefter drog hver hiem til sit. Ingemund laver sig nu til at holde Bryllup; hertil indfandt sig Kong Harald og mange andre fornemme Folk, og Ingemund tog Wigdis til ægte efter Aftale. – Dette Bryllup blev holdt med megen Prägt, og Kongen sparede hverken paa Gaver eller andre æresbeviisninger. Ingumund sagde til Kongen: "Jeg er nu meget vel fornøiet med min Stilling, og en "stör Hæder er det af modtage Prøver paa Eders Velvillie, men dog kan jeg ikke faae ud af mit Hoved, hvad Finnekonen spaaede mig om mit Opholdssteds Forandring, og nødig vilde jeg at det skulle blive “sandt, at jeg skulle forlade min Odelsjord.” Det anseer jeg dog ikke som umueligt," svarede Kongen, “dersom Skiebnen har besluttet ’”det og Freyr vil der lade sit Billede findes eller sit Tempel opreises." Ingemund tilstod, at han havde lyst til at vide om han ei skulde finde Billedet, naar han kom til at reise sine Høihædespiller, og meente, at det maastee ikke var skeet uden Aarsag; “jeg vil ikke dølge Herre!” lagde han til, “at jeg har besluttet at hænte nogle Finner, som jeg vil sende til Island for at staffe mig Underretning om Egnens og Landets Beskaffenhed, der hvor jeg skal fæste Boepæl.” Kongen sagde, at han kunde giøre det, "jeg formoder desuden at det er bestemt at du skal drage didhen, " og vil det geraade dig til ære, dersom du reiser med min Tilladelse, "thi du vil dog vel ikke liste dig bort, som mange nu haver for “Skik?” “Aldrig skal det skje,”svarede Ingemund, "at jeg skal reise “bort mod Eders Forbud.”

Derpaa skildtes Kongen og han ad. Ingemund drog hiem til sine Gaarde. Han sendte Bud efter nogle Finner, og der kom tre Nord fra. Ingemund sagde: "Jeg vil give Eder Smør og Tin, for at drage til Island i mit ærende, og søge “efter mit Billede og give mig Underretning om Landets Beskaffenhed.” “Det er et farligt ærende at reise i,” svarede de, “men paa dit Forlangende ville vi prøve derpaa. Luk os eene inde i et Huus og lad lngen kalde paa os,” og det skeedte. Efter 3 Nætters Forløb kom Ingemund til dem, de reiste sig da op, stønnede og sagde: "En besværlig Reise have dine Sendebud giordt, og meger Møie have vi havt, men nu kunde vi og sige dig saadanne Kiendemærker, at du kan kiende Landet, naar du kommer dertil, efter vor Beskrivelse. Vanskeligt var det os at finde Billedet, og Finnekonens Ord have været kraftige, thi vi have døiet meget ondt derfor. Vi kom i Land paa et Sted hvor Fiorde gik ind fra Nordoøt, og inden for een af dem vare store Vande. "Derpaa kom vi tilen dyb Dal, under et Field i Dalen var en stor Holt, og mellom disse begge en Fordybning tienlig til Beboelse; deri Holten "var Billedet, men da vi vilde tage det foer det hen i en anden Holt, og ligesom vi fulgte efter det forsvandt det bestandig, og blev ligesom "usynligt for vore Øine-, saa vi ikke kunde faae det fat; du kommer der for selv til at hente det. Han sagde, at dette var ogsaa Hans Hensigt, da han mærkede det itte kuude nytte at sætte sig imod Skiebnen; derpaa lønnede han Finnerne rundeligen, og lod dem drage bort. Han sad nu i nogen Tid stille paa sine Gaarde og var en meget rig og giæv Mand.

Derpaa begav han sig ti Kongen, sagde ham hvad der var skjedd og hvad han havde besluttet. Kongen sagde, at han havde ventet det, og at det itte var let at undgaae hvad der eengang var bestemt. Ingemund svarede, at det var sandt og at han havde forsøgt alt mueligt. “I hvilket Land du end færdes,” sagde Kongen videre, “vil du blive æret og anseet.” Han gav ham denne gang, som altid tilforn, ved enhver Sammenkomst en Foræring. Derpaa anrettede Ingemund et meget kostbart Giestebud for sine Venner og andre Høvdinger. Under dette begiærede han Taushed, og sagde: "Jeg har besluttet at forandre mit Opholdssted og drage til Island, dog meer fordi jeg mærker det "er Skiebnens Villie, end af nogen Tilbøielighed; det staaer nu enhver "frit for at følge med mig, Heller itte skal det være nogen formeent at “blive tilbage som ønsker det.” Hans Tale havde megen Bifald, og sagde alle, at Hans Bortreise var et stort Tab, men tilstode at ingen var Herre over Skiebnen. Mange anseelige Folk, baade Bonder og eenlig Personer lavede sig og til at følge med ham til Island._

Merk at oversettelsen ikke inkluderer selvbetegnelsen, men i den islandske originalen. Dette kommer inn i denne delen nevnt ovenfor:

“svarede de, ‘men paa dit Forlangende ville vi prøve derpaa. Luk os eene inde i et Huus og lad lngen kalde paa os,’”

“Þeir svara: “Semsveinum er það forsending að fara en fyrir þína áskorun viljum vér prófa. Nú skal oss byrgja eina saman í húsi og nefni oss engi maður.”

Kilde: Vatnsdæla saga, ok Saga af Finnboga hinum rama – København 1811
Kilde Vatnsdæla saga

Les andre saker i Samenes Historie her

Samisk i en islandsk runeskrift

Island

boattiat mik inkialtr kærþikom tilbake , meg Ingjald gjorde

Dette stod på skaftet på en spade på Island fra 1100-tallet ifølge en avhandling av tidligere professor i finsk-ugriske språk Knut Bergsland fra 1943. Det skal ha vært en samisk magisk besvergelse hvor ordet boattiat skal ha tilsvart det nord-samiske ordet boahtit som betyr kom eller du må komme. Hensikten med besvergelsen skal ha vært at spaden skulle komme tilbake til eieren hvis bortkommen eller stjålet.

Utrag fra en referende kilde:

“The tradition of Saami magic can be found even in an Icelandic [possibly Norwegian] rune inscription from the 12th century, where the word boattiat in the inscription on a spade shaft boattiat mik inkialtr kærþi was interpreted as an infinitive with imperative meaning from the Saami verb with the meaning “to come” [North Saami boahtit]. The inscription was interpreted as a spell “come back (when stolen or lost)” (Olsen, Bergsland 1943:5-7). To use a Saami magic formula in a spell was quite natural, because the Saami were regarded as the foremost authority in this field”.

Kuzmenko 2005

Kilde: Olsen, Magnus, Bergsland, Knut, 1943: Lappisk i en islandsk runeinskrift. (Avhandlinger utg. av det Norske Videnskapsakademi i Oslo, II kl. 1943 Nr. 3)